Mit navn er Mary Frølund

Hjælp til spændt krop
Portræt

Jeg er ergoterapeut, fysiurgisk massør og Kranio-Sakralterapeut = Holistisk Kropsterapeut. 

 

Jeg er 56 år, gift og mor til 2 voksne sønner. 

 

Jeg har arbejdet som ergoterapeut i over 20 år, som massør og KST-terapeut i 5 år. Oversigt over mine uddannelser og kurser kan du se her. 

 

Jeg er af tidligere arbejdsgivere beskrevet som samvittighedsfuld, metodisk og med analytisk tilgang, beskrives som et fagligt fyrtårn – en særdeles kompetent ergoterapeut.

Af nuværende mentorer og kollega er jeg beskrevet med ordene: 

Tryghed, ro, fokus, meget klar og ren behandling, tilstede for klientens skyld.  Ærlighed.

Generelt oplever jeg tilfredshed med mine behandlinger. Flere har været imponerede, når en umulig situation pludselig giver sig. 

Eller klienten og jeg skilles i god forståelse for, at det ikke lige var denne behandling, der var løsningen. Det sker for ca. 10 %, er min oplevelse….tænk, så virker det for de 90 % !!!

Det er jeg stolt af. Det viser mig, at denne form for behandling er fremtiden.6

Min Passion

Jeg har passion for hverdagen og det daglige levede liv.

Hvordan du fungerer i din krop, er vigtigt for mig.  Ingen bør gå rundt med smerter eller spise smertestillende piller på daglig basis, hvis det med  simpel behandling eller øvelser, kan ændre sig. 

Får du smerter af måden, du lever på?

Spænder du op på grund af svære livsvilkår eller, er det det moderne liv med meget vægt på præstation og higen efter det sidste nye trend?

Eller kravet om, at være politisk korrekt i livsførelsen?

 Næsten umulige krav, hvis du ligesom jeg heller ikke er det perfekte menneske. 

Min passion er at vise, at mindre kan gøre det, at livet kan leves med færre smerter. 

Med omsorg og mildhed psykisk og fysisk, kan vi løsne tilstanden i krop og sind og bane vejen for ændring. Hvis vi gør det med små skridt, og med respekt for det, der er.

Man skal ikke føre krig imod egen krop. Vores krop skal vi leve med og lytte til. Vi skal acceptere, at der er noget der hedder intuition, og at det er lige så klogt som fornuften. Intuitionen er en vores vigtigste redskab i livet og den sidder i din krop. 

Acceptere det, der ikke er ord for 

 

 

Mit Mål

er; at flere får øjnene op for mulighederne med kropsterapi. 

At fokus på samspillet mellem krop, psyke og sind holder på nøglen, til mange af de uforklarlige og uløste smerter og spændinger mange almindelige mennesker går rundt med i dagligdagen. Målet er, at du bliver bevidst om din livsførelse og bliver i stand til at gøre noget ved det. 

Mit mål er, at dette sker med selvomsorg og mildhed. Ikke flere løftede pegefingre eller frygt for, at du ikke slår til, at nu kommer der endnu mere, du skal leve op til. Nej, behandling og sessioner skal ske i dit tempo, behov og overskud.

 

Klinikkens Baggrund

Jeg startede klinikken tilbage i 2015 i vores forgang i privatboligen, her på Sandfeldparken i Kibæk.

Det er meningen, at klinikken skal flytte ind i tilstødende værelse, når vores sønner har forladt hjemmet. Så bliver klinikken venteværelset. Men indtil da så fungerer det fortrinligt, som det er. Klienterne kan lide at komme her.

Du er velkommen til at benytte vores driverhus i indkørslen, hvis du skulle komme lidt før tid.

Helt tilbage i 2010 stod det klart for mig, at jeg skulle finde noget andet at arbejde med end kommunalt ansat ergoterapeut. Værdierne i det kommunale job stemte ikke længere overens med mine egne. Omsorgen og fagligheden kom i klemme i nedskæringerne. 

Personligt brændte jeg ganske enkelt ud i jobbet, som jeg forlod i 2013. 

Jeg kender turen fra udbrændt til ovenpå igen. Jeg har taget ved lære af det. I dag kender jeg signalerne på, om jeg byder mig selv for meget. Jeg kan nu styre mig selv uden om, eller tilbage, fra en tilspidset stresspåvirkning i hverdagen. 

Det krævede et par år med sygemelding med en arbejdsprøvning, og at prøve, at være på den anden side i det offentlige system. Det blev jeg også klogere af, kan man sige. 

Arbejdsprøvninger skal man have et ualmindeligt godt helbred for, at stå igennem. Så jeg forlod arbejdsmarkedet på den måde i 2015. 

Jeg startede klinikken og fik et handicaphjælper job ved siden af. Jeg tog også et job som massør i DGI huset i Herning. Det stoppede jeg dog hurtigt med, da jeg fik flere kunder herhjemme.

Jeg har samtidig taget endnu en uddannelse og har kurserne til 2 Kranio-sakral-terapeut uddannelser og en del andet, så jeg er virkelig fagligt godt klædt på.

Jeg oplever den store glæde, at mange af mine kunder anbefaler behandlingen her til familie og venner. Det er jeg umådelig glad for.

Fremtiden:

På trods af Coronatiden med den usikre fremtid, har jeg en god fornemmelse i maven vedrørende klinikken. Jeg har set, den er bæredygtig og at der er potentiale til meget mere. Min uro for økonomien i det er væk. Jeg er holdt op med at bekymre mig om, at det er i forgangen, det foregår.  Det virker jo, folk er glade for at komme her.